Sogneprest Bruun har i 1867 i embedets kaldsbok bl. a. skrevet om befolkningen i prestegjeldet følgende, som tross - eller vel rettere sagt netop paa grunn av de nu i mange henseender forandrede forhold kan ha sin intresse: "Naar der skal gives en Charakteriskik over Almuen i Præstegjeldet, maa der skjelnes mellem Balsfjord og Malangen, ligesom mellem de forskjellige Nationaliteter inden Sognene. Fra gammel Tid af har Balsfjordingerne været bekjendte for at være et raat og haardt Folk, medens Malangsværingerne har været bekjendte for at være mere civiliserede og omgjængelige. Og denne Forskjel bestaar fremdeles. Aarsagen til Forskjellen er rimeligvis at søge i de forskjellige Elementer, hvoraf Befolkningen bestaar. Balsfjorden er for en ikke ringe Del befolket østenfra, af Svensker og Kvæner. Disse synes at have været raa og kraftige Folk, hvis raa Kraft ved sin Overlegenhed har øvet Indflydelse paa de tidligere Beboere. Malangens Beboere nedstamme derimod hovedsagelig fra søndenfra indflyttede Norske og har været mere modtagelige for Oplysning og for den fra den nærliggende By udgaaende civiliserende Indflydelse. Men den Kraft, som af Mangel paa Dannelse fremtræder som Raahed og mangengang som Vildskab, har ogsaa givet Sjælen Viljestyrke og Legemet Haardførhed. Balsfjordinggerne er dyktige, tildels forvovne Søfolk og flinke Fiskere og staar i disse Stykker fuldkommen ved Siden av Malangsværingerne. Viljekraft uden Dannelse plejer at fremtræde ogsaa som Egenraadighed og Gjenstridighed. Balsfjordingerne besidde ogsaa disse Egenskaber mere end ønskeligt kunde være. Imidlertid kan man dog ofte erfare, at de give efter for en venlig og bestemt Optræden. Man støder ogsaa paa elekelige Træk som Tjenestevillighed og Gjestfrihed. Balsfjorden har for meget været overladt til sig selv. Ingen Embedsmand, ikke engang Lensmand har boet iblant dem. Et forbedret Skolevæsen, Præstens Boen og Virken iblandt dem og - hvad man maa haabe snart vil ske - Lensmann boende i Bygden vil Alt tilsammen forhaabentlig bidrage til, at den gode Malm kunde mere og mere befries for det omgivende Slag, dersom ikke Tidens Ugudelighed og sædelige Forvildelse skulde gjøre dette Haab tilskamme. Forøvrig er der ikke ubetydelig Forskjel med Hensyn til ydre Politur mellem de længst ude i Fjorden Boende og Beboerne længer inde, idet de Første fornemmelig vel paa Grund af Byens Nærhed og jevnlige Samkvem med den i denne Henseende staa ikke lidet over de Sidste.

     Jeg har ovenfor kun havt Bufolket for Øje. Finnerne ere et Folk for sig selv. De ere mere godmodige og, som det synes, troskyldige, kunne i Førstningen indtage for sig, saa man fristes til i dem at se de bedste Del af Menigheden. Men snart finder man, at de ere i høi Grad upaalidelige. De sige ja og synes, som Alt er godt og vel, naar man taler med dem; men Ingen er mere uordholdende og ligegyldige end de. De betragtes ogsaa i Almindelighed med en vis Ringeagt af Bufolket. Dette samt Følelsen av deres egen Underlegenhed har vel bidraget til at give deres Charakter dens Præg. I Malangen er kun faa ublandede Finner, og de bo alle 14-15 Familier omkring Skutvigvand og indre Fiskeløsvand. I Balsfjorden, hvor deres Antal gaar op til mod 700, bo de fornemmelig omkring Laksvand samt fra Sandøren udover til søndre Hestnes. Kun enkelte Bumænd bo iblandt dem. De holde sig som naturligt gjerne sammen og se ikke gjerne, at Nordmænd nedsætte sig iblandt dem. I den senere Tid er det dog ikke sjeldent at de faa Gifte blandt Bumænds Døtre, og i det Hele viser sig iblandt dem en Tendens til at normanniseres, navnlig hvad de Yngre angaar, hvorav Mange baade i Klædedragt og Levevis stræbe at bære Bufolket lige. En væsentlig Hindring for deres Normannisering er Fjeldfinnernes Ophold her om Sommeren. Samkvemmet med dem nærer altid paany Følelsen af deres nationale Ejendommelighed og Forskjel fra Bufolket.

     Menighedens kristelige Standpunkt. Efter at aandeligt Mørke havde hersket baade i Malangen og Balsfjorden og fornemmelig i sidstnævnte Fjord i Forbindelse med et vildt Liv, gik der i 50 Aarene et stærkt Pust af Guds Aand over Menighederne og der var her som i hele denne Landsdel en almindelig Vækkelse. Faa vare uberørte. Hvorfra denne Vækkelse kom, har været omtvistet. At den stærke aandelige Bevægelse blandt Fjeldfinnerne nord- og østenfor har øvet sin Indflydelse, er vel utvilsomt. Men ellers gjelder vel ogsaa om den Herrens Ord: "Vinden blæser hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen". Med Vækkelsen indtraadte en merkelig Forandring af det ydre Liv. De vilde Forlystelser ophørte; Brug af stærke Drikke stempledes som Kjødsväsen; de før saa støiende Brudebaade fore stille til og fra Kirke; istedetfor den vilde Hujen og Skrig lød ofte fra den Salmesang indover Fjorden. Vækkelsen lededes af Lægfolk, navnlig i Balsfjorden af den senere Dissenterforstander Johan Bomstad. Den antog, som naturligt kunde være, fra først af en højst subjektiv Charakter. Lammers's Vildfarelse havde derfor let for at trænge ind, og i 1856 skede den første store Udtrædelse af Statskirken med Johan Bomstad i Spidsen. Mange af de Alvorligste traadte ud og Tvedragten og Splittelsen øvede sin isnende Indflydelse paa Hjærtelivet. Fra den Tid er det stadig gaat nedad. Kristelig Oplysning er der; men med kristelig Liv staar det i Almindelighed ilde til. Det er ogsaa stadig gaaet nedad med Kommunikanternes Antal. De Fleste gaa ikke til Alters og det af den Grund, at de have Oplysning nok til at vide, at de ikke kunne gaa uværdige. Men ogsaa Ærefrygten for det Hellige synes hos Mange at være forsvunden, saaat endog Ryggesløsheden har været at øve sit Værk i Guds Hus med adskillig Støj og Uorden. I Malangen vandt Dissenteriet kun liden Indgang. Ogsaa der er det dog i de senere Aar stadigt gaaet tilbage med kristelig Liv, og aandelig Sløvhed er indtraadt hos de Fleste af dem, der engang var sterkt anndelig bevægede. Men der er dog, som det synes, ikke Faa, som end holde fast ved den vundne Erkjendelse, og det tildels fremragende Kristne, der øve Indflydelse i videre Kredse. I det Hele er der ogsaa i Malangen mere Ærefrygt for det Hellige og et mere kristsømmeligt Væsen. Naademidlerne bruges fremdeles af de Fleste. Kirkesøgningen er god og Kirkealmuen stille og opmerksom. Med det kristelige Liv vaktes ogsaa baade i Balsfjorden og Malangen Sands for Hedningemissjonen. I begge Sogne stiftedes Missjonsforeninger. I Malangen har Bidraget i enkelte Aar gaaet op til over 50 Spd. Interessen for Missjonen er, som naturligt, i de senere aar betydelig kjølnet. I de forskjellige Læsekredse, hvori Malangen blev delt, hver med sin Forstander, holdes nu sjeldnere og mindre besøgte Møder. Paa en enkelt Kreds nær er det nu Præsten og fornemmelig den kristeligsinnede Kirkesanger, som virker for Sagen. I Balsfjorden har stadig Bestyrelsens Formand ledet Møderne.

     Som det i kristelig Henseende er gaaet tilbage, saaledes ogsaa med Hensyn til Sædelighed. I hvert av Aarene 1857 og 58 blev i hele Præstegjeldet 3 uægte Børn fødte. Allerede i 1859 var antallet mer end fordoblet; i de senere Aar har det variert mellem 9 og 12.

     I Malangen har dog Antallet holdt sig omtrent lige, indtil 3 aarlig. Det er næsten at undres over, at ikke Antallet er større. Thi der hersker i Almindelighed et overmaade løsagtigt Forhold mellem unge Mænd og Kvinder, især i Balsfjorden. Saasnart de ere bleven voksne og knapt det, skal hver Gut have en Kjæreste, og som oftest er vistnok deres Forhold lidet tugtigt. Dette Kjærlighedsforhold er imidlertid løst og hæves ligesaa snart som det stiftes. Men naar det endelig er blevet vist og fast, at de skal have hinanden, søge de Seng sammen næsten uden Sky, ja med Forældrenes Vidende og Samtykke. En Tid før Bryllupet flytte de gfjerne sammen og leve da i de fleste Tilfælde aldeles som Ægtefolk. Det er derfor en Sjeldenhed, at der vies en Brud, som ikke er frugtsommelig. De søge dog gjerne, saavidt muligt, at faa Vielse før Barnet fødes. Saavit jeg har kunnet erfare, anses saadant Forhold mellem fast Forlovede ikke som Synd, selv af Mange av de Bedre. Jeg har ogsaa hørt det uttalt af unge Ægtefolk, som først efter Vielsen fik Barn, at de ansaa sig i Virkeligheden for Ægtefolk saasnart det dem imellem var afgjort. Men ikke blot mellem Kjærestefolk og Forlovede hersker et løsagtigt Forhold, men ogsaa ellers mellem unge Mænd og Piger. Det er entet Ualmindeligt, at Ungkarl og Pige, naar Anledning gives, uden Videre ligge tilsammen. Saadan Anledning frembyder især de bedrøvelige Brylluper, hvor Brændevinsdrik og andet Kjødsvæsen er i Besynderlighed raadende, ligesaa de fælles Soverum for begge Kjøn. Brændevinsdrik var i hin Vækkelsens Tid næsten forsvunden. De som brugte det, gjorde det i Hemmelighed.

     Brændevinsdrik var i hin Vækkelsens Tid næsten forsvunden. De som brugte det, gjorde det i Hemmelighed. Selv fra Fiskerbaadene paa deres Langture var dette navnlig under saadanne Omstændigheder som fornødent anseede Styrkelsemiddel for det Meste banlyst, ligesom i Almindelighed fra Bryllupper, hvor lidt Vin traadte istedet. I de sidste Aar flyder det atter rigelig. Enkelte Fiskere bruge det vel fremdeles ikke, men de Baade ere vist faa, hvor det ikke baade haves og bruges. I det Daglige i Hjemmet bruges det fremdeles ikke uden af Drankere, naar de have det; medved Besøg i Byen, ved festlige Sammenkomster, ved Ungdommens Sammenstimlen til Dands o. s. v. bruges og misbruges det. Der har i Malangen været en Afholdsforening med mellem 200 og 300 Medlemmer. Efter flere Forsøg paa at kalde den tillive, er den paa det Nærmeste gaaet ind, medens vistnok en Del, navnlig de, hos hvem kristelig Sands endnu er raadende, blive sit Løfte tro.

     Tyveri, der for en Tid tilbage var saa sjeldent, at man ikke brugte laase Stabbure og Boder, hører man nu oftere og oftere om, endog grovt Tyveri og Indbrud.

     En av Tidens værste Brøst er den herskende Ulydighed eog Selvraadighed hos Børn og Tjenere. Saasnart Børnene ere en 15-16 Aar gamle, ville de raade sig selv og agte I Regelen saare lidet Forældrenes Vilje. For en stor Del har dette sin Grund i slet Opdragelse, i at Tugt og Herrens Formaning ikke er tilbørlig brugt i en tidligere Alder. Men vistnok smittes og de bedre opdragne Børn at Tidsaanden, saa Klagen over Børns Selvraadighed og Vidløftighed er almindelig. Ikke sjeldent forlade Børnene, saasnart de ere voksne, Forældrene, hvis Hjælp de nu skulde være - vistnok ogsaa ofte for en stor Del Forældrenes Skyld, der ikke med tilbørlig Kjærlighed har behandlet dem - og gamle Forældre, der hos deres Børn skal nyde Kaar, behandles i mange Tilfælde ikke med tilbørlig Agtelse og Kjærlighed. En medvirkende Aarsag til, at navnlig den mandlige Ungdom ikke staar under Forældrenes Raadighed, er den, at de, saasnart de begynde at rejse paa Fiske, ere Familiens væsentlige Forsørgere, af hvem derfor Fader og Moder ere i ikke liden Grad afhængige, og dette nærer deres Selvfølelse og gjør, at Forældrene ikke har godt for at bevare sin Myndighed, ja ofte vel til, hvad de misbillige, for ikke at give Sønnerne Anledning til at forandre det bestaaende Forhold. - - -

     Efter aa ha omtalt jordbruk, fiskeri og skogsdrift fortsetter hr. Bruun:

     Det skulde synes, at med saadanne tildels rige Næringskilder maatte den økonomiske Tilstand være god. I Malangen er det vistnok for en Del Tilfældet, væsentlig fordi Sildefisket der foregaar, og Fjorden er mere fiskerig. Men heller ikke der er den økonomiske Tilstand saa god, som det kunde ventes; navnlig er den mislig hos ikke faa Opsiddere i Nordfjorden, og i Balsfjorden er den for en stor Del mislig. Vistnok har Folket her langt mere Penge under Hænder end i de fleste Egne av det sydligere Norge. Men, kommer de snart, gaa de ogsaa snart. Adskillige er der vistnok som have Penge indsat i Sparebanken. Men de Fleste ere i ikke ubetydelig Kjøbmandsgjeld, der navnlig i uheldige Fiskeaar bliver for Mange særdeles trykkende. Aarsagen til at Tilstanden ikke er bedre, er vel dels en slet Økonomi hos Mange, hvortil ogsaa hører den Sorgløshed, hvormed de Fleste stifte Gjæld, om mest Finnerne, hvis ejendommelige Charakter ogsaa heri kommer tilsyne. Dels er Tilstanden en Følge af Jordbrugets lave Standpunkt. Naar det ikke engang afgiver tilstrækkelig Melk og Smør til Husbrug, naar foruden Kornvarer forskjellige Luksusartikler som Kaffe skal kjøbes, saa kan det ikke være Andet, end at der maa mange rede Penge til i en større Husholdning, især naar der ikke er tilstrækkelig Forsyning af Sild og Fisk.

     Levesæt. Folkets Levesæt er allerede for en Del givet med den foregaaende Skildring af dets Næringskilder. Men til at fulstændiggjøre Billedet deraf hører endnu en Beskrivelse over Arbejdsvæsen, Boliger og huslige Forholde, Kosthold, Beklædning, selskavelige Sammenkomster, Deltagelse i Politik og kommunale Anliggender.

     Arbejdsvæsen. Folk her er i Almindelighed mere selvhjulpne end sydpaa, fornemmelig af den Grund, at kun Faa drive Haandverk som Professjon; thi Fiskeriet lønner sig bedre. Mænnenes Arbejde er 1. saadant som vedkommer deres Søbedrift. At bygge Baade er Baadbyggerens Sag. Men Sejl arbeide Mange selv, ligesaa de almindelige brugelige Skaut af Hestehaarstagl; fremdeles deres Fiskeredskaber. Snører, Liner og Garn (fornemmelig Sildgarn), de sidste i ledige Stunder dels hjemme, dels paa Fiske; fremdeles Skindklæder. At arbejde Sjøstøvler er i Regelen de egentlige Skomageres Sag. 2 Andet Arbejde. Gaardsredskaber som Slæder, simplere Husgeraad som Kjørler arbejder hver Mand til sit Brug. Fremdeles kunne de Fleste udføre simplere Tømmermandsarbejde og mindre Snedkerarbejde. Endelig arbejder hver Mand Komager til sit Hus. Der skal baade Flid og Dygtighed til, naar Mændene i den Tid som levnes den fra Fiskerier og Aannetider, skal kunne udføre de mange og forskjelligartede Arbejder, som paahviler dem. Kvinden. har, som Tilfældet er i de fleste Sødistrikter, et saare strævsomt Liv. Hun har først og fremst Fjøsstellet. Med al den Kogning her bruges til Kreaturene, kræver det hele Vinteren meget Arbejde; men naar Foderet ud paa Vinteren bliver lidet, og Drot skal søges i Fjære og Skog, medens Mændene er borte, bliver det ofte et sandt Aag, saameget mere som hun ofte har liden kvindelig Hjælp, da Tjenere ere vanskelige at faa. Ikke desto mindre kan hun vinde Tid til at spunde og væve til Klæder til sit Hus, strikke Strømper og Vanter o. d. Blandt Finnerne sy endnu Kvinderne for det Meste Mændenes Klæder, blandt Bumændene kun deres Underklæder samt Klæder til sig selv og Børnene. Stunderne skal vel nyttes, naar de skal vinde Tid til at udføre alt dem paahvilende Arbejde.

     Kostholdet er i de fleste Huse meget forskjelligt Sommer og Vinter. Om Sommeren er en væsentlig Del av Føden Melken, der ofte, i de fleste Huse daglig, spises med Fløden til Fladbrød. Følgen heraf er da ogsaa, at der i mange Huse allerede tidlig paa Vinteren er frit for Smør. Om Vinteren er den sure Melk, som er samlet om Sommeren, med Poteter, dertil Sild og Fisk, samt først paa Vinteren Kjød, den almindelige Kost. Naar det lider ud paa Vinteren, og det har været lidet af Sild, er for Mange Poteter og tynde Kager af Rugmel samt Melsuppe saagodtsom eneste næring, navnlig i Balsfjorden, hvor der er vanskeligere for Fisk. Det er naturligvis især det slette Kreaturstel, der gjør, at det om Vinteren bliver saa knapt for Mange. Kaffe bruges i alle Huse to Gange daglig, naar ikke Fattigdommen er for stor. Den er det sædvanlige Traktement for Fremmede der skal hadres lidt.

     Til Klæder bruges i Regelen hjemmevævede Stoffer baade af Mænd og Kvinder. Klædedragten er tarvelig, men anstændig. Dog bruge de fleste yngre Kvinder Krinoliner, om end ikke meget store. Klæderne have Snit efter Byens Moder. Finnerne har dog endnu for en større Del bevaret deres nationale Dragt. Kufter af graat Vadmel, udsyede med Rødt og Gult, og Benklæder af samme Stof. Om Vinteren er Komager almindelig Fodbeklædning, for de Fattige ofte den eneste Fodbeklædning hele Aaret igjennem.

     Huslige Forhold. I de fleste Huse er Børnene Forældrenes meste Hjælp. De, som ikke selv har Børn, antage gjerne Fattiges Børn til Opfostring for at opdrage sig Hjælp af dem. Tjenere ere gjerne vanskelige at faa og ere i Almindelighed lidet stadige. Mange Ungkarle ere "løse", indlogere sig hos en Familie og hjælpe til ved Gaardsbruget, naar de ere hjemme, men rejser paa Fiske for egen Regning eller for Halvlot. I de senere Aar, da Fiskeriet er slaaet godt til, gifte de sig dog gjerne i en ung alder, og mange Familier bo da som Inderstfolk eller Strandsiddere; faa ere Husmænd med Jord. I gode Fiskeaar kunne saadanne Inderstfolk leve godt; mange komme dog, naar Børneflokken vokser, i smaa Kaar.

     Nogen Standsforskjel finder saagodtsom ikke Sted undtagen mellem Bufolk og Finner. Har en Mand lagt sig Noget til Bedste, er ha, hvad enten han er Gaardsmans- eller Husmandssøn en velkommen Bejler i de bedste Familier.

     Folket er gjestfrit. Kommer en fremmed ind ved Spisetid, bedes han gjerne til Bords; Natteherberge negtes aldrig den Rejsende. Nogen Forskjel i Kost for Husbondfolk og den fattigste Arbejder gjøres ikke.

     Selskabelige Sammenkomster. Foruden Ungdommens Sammenstimlen paa Søndagsaftener til Dands bruges ikke selskabelige Sammenkomster uden ved Barnedaaber, Brylluper og Begravelser. Ved Barnedaab bestaar i Almindelighed hele Tilstelningen deri, at Fadderne ved Kirkestedet trakteres med en Kop Kaffe og Nistemad, sjeldnere med Brændevin. Ved Begravelser bestaar ogsaa Tilstelningen i Almindelighed kun i et Maaltid Mad i Sørgehuset, før Liget bæres ud, og i Mad og Kaffe samt i den senere Tid Brændevin som Niste til Følget. Nogen større selskabelig Sammenkomst i Hjemmet bruges i Almindelighed kun hos de mere Velstaaende og er ialfald endt med Begravelsesdagen. Anderledes i Brylluper. Til disse inbydes en Mængde Mennesker; der laves en Mængde Mad, kjøbes en hel Del Brændevin. Der er oftest trangt for Plads i Husene for alle Gjæster. Dands er nu almindelig i hvert Bryllup. En forargelig Skik bruges i Balsfjordens Sogn, at Baadene ro fra Kirken under Skud og en styg Hujen og Støj, der vedvarer, saalenge de er paa Søen. Forresten ingen nationale Skikke. Mad og Drikke og Støj og megen Uterlighed er det Hele. For denne Fornøjelse betale de i Skaalen under Spil og flittig Omgang af Drikkebægere. Der kan indkomme indtil 80 Spd. Oftest er dog ikke Skaalgaverne tilstrækkelige til at dække Omkostningerne.

     Almensands. I den senere Tid holdes nogle Aviser. Men i Almindelighed er Almensandsen saare ringe. Folket er for meget optaget af Brødstrævet, ere for lidet i Ro hjemme til, at de kan have Tid og Ro til at tænke paa og tale om stort Andet end deres Eget. Stemmeretten benyttes i en overmaade liden Udstrækning og benyttes ofte med Uforstand. De kommunale Ombud betragtes snarere som en Byrde; jo færre Møder, og jo snarere færdig paa Møderne, desto bedre. Der læses lidet. Dog benyttes i Malangen Almuebogsamlingen af ikke Faa; med en større Dannelse, som der i det Hele er, følger ogsaa noget mere Almensands".

     Denne skildring av folk og forhold saapas langt tilbake i tiden kunde nokk innby til aa anstille sammenligninger med nutidens tilsvarende Forhold. Dette har dog ikke her vært hensikten. En bedømmelse - den være tilsynelatende saa objektiv og nøktern den være vil - kan dog lett faa utseende av aa være kommet istand under paavirkning av rent personlige inntrykk og opfatninger i øieblikket.

     Som en rent almen sats kan det dog nokk sies, at folkets levesæt - kosthold saavelsom klædragt - er undergaat store Forandringer. Ett spørsmaal kan det dog være, om kostholdet, idet det i mange henseender er blet "finere" dermed ogsaa har beholdt det økonomiske karaktertrekk som den eldre tids tarvelige levemaate var sterkt preget av. Foruten at en forfinet (?) smak delvis har ledet til mindre bruk av hjemmeavlede matvarer, har ogsaa det stekt økede behov for kontante penger ført det med sig, at de besste og kaostbareste av gaardenes produkter som kjøt og smør selges, og saa kjøpes istedet tilsynelatende billigere fødemidler, f. eks. margarin. Mens for 60-70 aar eller lengere siden det hjemmeavlede bygkorn blei malet til husholdningsbruk, gjerne paa haandkvern, som der fantes paa mange gaarder, og det mel som kjøptes, uten unntakelse var sammalt*), saa har nu livsvanerne ført det derhen, at der av sammalt mel i de fleste huse anvendes kun en mindre del. Bygdekværner er gaat helt av bruk, samtidig som dyrking av bygg til matkorn - naar unntaes delvis de matknappe aar under verdenskrigen - er gaat sterkt tilbake.

     Hvad seder og skikke angaar, kan vel de færreste nu f. eks. kjennes ved hr. Bruuns skildring av brylluper. De "store" brylluper med en mengde gjester og meget mat og brennevin er nu "en saga blot"; de er ganske ophørt. Skulde der sies noe om bryllupsskikken nu, saa vilde det vel snarere bli, at der er gaat til den motsatte ytterlighet, at bryllup ikke lenger feires som en festlighed (bortset fra de mindre edle foreteelser i tidligere tider), men at derimot giftermaalene oftest foregaar i største stilhet.

--------------