(Fortalt af A. H. i 1891.)

En gammel mand, som boede paa Sandøren omkr. 1800, hed Søren Larsen. I sin tid drev han som andre paa lofotfiske. Da de engang skulde paa hjemveien havde han en kobrumsbaad (ә: en baad med 3½ rum i), og den var svært sen at seile, saa Søren altid laa bag i havet efter sine kamerater der maatte vente næsten ved hvert mileskifte, hvis de ei skulde seile fra ham. Almindelig bad han dem dog at seile, naar de sagde ham, hvor de skulde vente. Da de kom til Vaagsfjorden, ventede de ham der. Det var da saa i middagstiden en dag. Han sagde som sedv. at de bare kunde seile, naar de vilde sige ham hvor de skulde vente. Det lovede de at gjøre i Gibostad. Da saa den andre seilte ham udaf sigte, tog han en flaske op af flaskeforet sit, som stod i agterrummet, og skjænkte i et glas til hver af sine baadfolk. De drak sine glas id; men han Søren drak kun en del af sit, dryppede et par draaber i hvert af slagene paa baaden og slog resten i havet. Saa sagde han: "No ska eg sjaa, ka eg ska gjøre, om eg eller dei andre ska være føst i Gibosta".

     Det led nu ud paa kvelden, og da mørket faldt paa, begyndte baaden at blive snar, saa da de andre kom til Gibostad, havde han ligget der saa længe, at hans baad var tørfalden. Engang skulde han reise til julekirken paa Tromsø. De var da 4 mand paa baaden, og selv var Søren høvedsmand. Nætterne var mørke og lange. I baaden havde han en hel del smørdaller, baade smaa og store.

     Da de nu kom til byen, vilde han ikke bære noget paa land. De drog baaden op i fjæren ved Baardalskaien og tog logi i Baardals borgestue.

     Tidlig om morgenen sagde Søren til sine kammerater, at nu maatte han ned til baaden og løse ham, sam var fast. Søren gik, og de andre lurede sig efter. En mand havde om natten prøvet at gaa ned til baaden for at stjæle en smørdal, men kunde ikke komme sig bort med den. Han havde kun faaet gaa frem og tilbage mellem agter- og skotkjeipen ved siden af baaden. Søren gik ned paa kaien og sagde til fangen: "Stakker du har havt en kold nat", viftede med hatten, og manden var fri. Søren Larsen gik ogsaa sin vei. Om han almindelig kunde komme fortere frem end andre, naar det var mørkt, saa klarte han det dog ikke altid; thi naar han ikke vidste navn paa den foranseilende høvedsmand, kunde han intet udrette. Da han nemlig ovennævnte gang reiste hjem fra byen, seilte en baad foran ham. Han vilde vide høvedsmandens navn; men det fik han ikke og maatte derfor blive bagefter.

     Almindelig havde han en liden fembøring at færdes paa og var oftest alene. Desuagtet havde han altid 5 par aarer i god stand i baaden, og oftest kom han foran de baade, der var vel bemandede. Saaledes skulde han engang til Maalselven for at hente tømmer alene. Han og flere andre laa da og hviilte ved Bentsjord. Da de andre kom frem til Maalsnes var Søren Larsen der ogsaa.