(Fortalt av A. K. i 90.)

     Gamle Aasa var en søster til den før omtalte Porvo, der fikk smage svøben hos Gamle-Baro. Aasa gik engang op i fjeldet til nogle bergnabber for at pilke syrgræs. Da ha\un havde plukket en stund, saa hun var ganske træt, satte hun sig under et berg. Ret som det var, kom der farende frem under berget og ud en flok gjeder, den ene efter den anden. De var fortræffelig pene. Alle havde de forgylde horn, og alle var de brogede, nogle med gule, andre med røde og blaa belter. Da Aasa vidste, at naboerne ikke havde saadanne gjeder, troede hun, de maatte tilhøre nogen langt borte; men da hun saa sig om, stod der en kvinde paa berget. Hun var klædt i et blaat skjørt og havde intet synlig hoved; men paa den forunderlige dragt oventil, troede dog Aasa at skjønne, at der alligevel var et. Aasa tænkte straks, at det maatte være huldren og hendes gjeder, og studsede paa, hvorledes hun skulde fange disse. Hun greb i lommen efter sit ildstaal for aa kaste det over flokken; men i det samme hun greb efter staalet, skreg jenta paa berget: "Kippmai, kippmai!" og med pilens fart smat alle gjederne igjen ind under berget.

     Gamle-Aasa var ikke den, der var overtroisk (?). Hun tænkte ret at undersøge. Derfor gik hun til stedet, hvor gjederne smat ind. Der hang en græstorve ud over hullet, og den kunde let bevæges. Aasa tog i torvens nedre ende og fik da se, at der var en vældig hule ind gjennem berget, og at der længere inde var smaa huller ud i dagen. Hun tog ind gjennem tildels gaaende og krybende, da der hist og her var meget trangt. Stoppe vilde hun ikke; thi hun tænkte paa gjedeflokken. Jo længere ind hun kom, des rummeligere blev det, og langt om længe lykkedes det gamle Aasa at naa huldrefamiljen, der bestod af mand, kone, to sønner og to døtre. De var meget venlige, satte for hende mad og drikke og bad hende mætte sig af hjertens lyst. Konen fortalte, at de i mange aar havde været nabokoner og aldrig gjort hinanden fortræd; "men idag havde du", fortsatte konen, "vist tænkt at fange vore gjeder". Aasa begyndte nu at blive frygtaktig og tænkte, at de vist vilde hevne sig paa hende; men de sagde, at hun intet havde at frygte, da hun intet ondt havde gjort. Hun skulde bare æde, drikke og gjøre sig tilgode.

     Da Aasa vel var færdig, begyndte hun at vandre tilbage. Konen sagde: "Det du finder der du gik ind, kan du beholde". Aasa kom lykkelig ud og fandt ved hulens indgang en væder. Den tog hun, da hun kom ihu, hvad de havde sagt hende derinde.

     Væderen var pent sølvgraa med hvid spæl (hale) og hvid næse. Den havde et guldbaand om halsen, paa hvilket der stod skrevet: Dette maa du aldrig tage af væderens hals!" Aasa var meget glad. Aaret efter kom alle sauerne hendes med lam af samme farve som væderen. Dette var hun meget glad over, og naboerne lagde slig elskhug til disse sauer, at Aasa maatte lade sig bevæge til at sælge en og anden, og hun fik dem godt betalte, da de var saa pene. Hun fortalte mange gange, at det var paa den maade, den sølvgraa saurase kom ind i Balsfjorden.

     Da det led om en tid, tænkte Aasa paa, hvorledes hun skulde bære sig ad, naar væderen engang blev gammel og maatte slagtes; thi hun huskede altid de ord, som stod paa guldbaandet; men pludselig kom væderen bort sidst paa sommeren, da hun havde havt den i mange aar. Aasa blev meget urolig og sørgede over det kjære dyr, som havde bragt hende saa megen lykke. En nat, da hun ikke fik sove, laa hun og tænkte paa væderen. Langt paa nat fik hun sig endelig en kort blund og drømte, at hun vandrede opi fjeldet til huldrehulen. Da kom kjærringen ud og sagde: "Led ikke efter væderen; thi den er nu kommen igjen til sin eiermand. Husk, at du ikke har faaet den som din eiendom.

     Da Aasa vaagnede, var hun glad over, at væderen var kommen did; thi nu behøvede den hverken at fryse eller sulte. Det fjeld, hvor hulen gaar ind, kaldes Perfjeldet den dag idag, da en lap som boede der ved i gamle dage hed Per (Parvo).