(Af A. K. i 90.)

     I gamle dage, da der endnu ikke boede nogen folk mellem Kilen og Bomstad, skulde en gammel gankjerring ved navn Gora-Sara ogsaa gaa veien mellem disse to gaarde. Hun var blind paa det ene øie og saa kun daarlig. Kommen til Bjørnebaasen, havde hun sat livet til; men ingen fandt henne paa mange aar, og i al denne tid spøgte der ganske forfærdelig.

     Johannes Klavesen gik engang forbi. Da vidste han ikke ordet af, før han fik en under øret, saa hatten dat af. Han tog en stor furukjep og bad troldet bare komme; men da kom det ikke.

     Morten Persen, bedstefar til de nulevende eiere paa Øvergaard, kom en høstkveld gaaende fra Bakkeringen forbi Bjørnebaasen. Da begyndte det at tude og skrige græsselig. Han tænkte da ved sig selv: "Kommer du, skal jeg nok lade dig faa smage tollekniven min;" men da han skulde tage den af sliren, huskede han, at han havde glemt kniven sin i Bakkeringen. Han tog derfor en furukjep til "haandbøvel" for at værge sig. Troldet fulgte ham et langt stykke paa vei. Det gjorde ham intet, men bare skreg. Endelig fandtes Saras ben og blev af en fjeldlap ført til Sverige, Fra den tid sagde somme, at der var stilt ved Bjørnebaasen, mens andre paastod, at der endnu skulde være spøgelser.