Fortalt av Sevrin Andersen.

     Det var omkring 58 aarene at jeg en 5 uger før jul skulde gaa til Skulmoen for at hente et par støvelemner. For at komme ind i stuen maatte jeg gaa gjennem 3 døre. De to fik jeg op; men den 3die var saa vel stengt for med støre indvendig at det var umuligt at faa den op udenfra. Jeg bankede paa. "Er det folk?" spugte konen. "Ja", sagde jeg. Saa lukte hun op. Foruden konen i huset var der ogsaa en smaagut paa en 10-11 aar og konens moster.

     Jeg spurte hvorfor døren var saa istykker. "Det har troldene gjort", sagde konen. Jeg satte mig paa en kiste. Laaget paa den var kløvet. "Det har ogsaa troldene gjort", sagde hun. "De farer desuden og drager paa vashølket". Jeg troede ikke noget paa sligt tøv, og for ikke at "tøve" mer om det, sagde jeg: "Jeg kommer at hente støvlene mine siden De har sendt bud efter mig". Hun ledte dem op.

     Mens jeg sad saaledes kom et økseskaft fygende frem paa gulvet fra et hjørne av stuen. Jeg tænkte det var smaagutten som kastede det, og bad ham lægge det bort i hjørnet igjen og gaa derfra. Han gjorde saa.

     Om lidt kom skaftet igjen fygende paa gulvet. Da tog jeg til at blive ræd. Jadde der været bare en dør at gaa ud igjennem, havde jeg gaaet straks; men der var tre. Jeg gruede.

     Paa væggen bag mig hang en sag. Den begyndte at bevæges. Om lidt kom den farende haardt i ryggen paa mig. Jeg tog den og holdt den mellem benene. Saa begynte en bliklampe paa samme væg ogsaa at bevæges og føg tilsidst paa gulvet. Jeg tog den op og tændte i den.

     Mine votter (vanter) laa paa kisten tilhøire, og gruen var tilvenstre. Ret som det var, kjendte jeg en vindpust forbi øinene og saa straks i samme retning. Der laa votterne, den ene i varmen paa gruen og den anden paa gruestenen. Konen hentede dem derfra.

     Saa begyndte nogle træboller paa hylden at danse rundt som en kvern, blev derpaa staaende lidt stille og kom saa staaende ned paa gulvet. Det gjentoges med hver enkelt for sig, indtil alle stod nede paa gulvet.

     Nu tog rokken til at danse rundt, til den faldt overende. Da var det ligesom en tog fat i (stille)skruen paa den og reiste den op, lettede paa denne og gav den tilslut god fart, saa hjulet tog i gulvet, og rokken gik atter rundt bagover, saa stykkerne føg af den. Nogen tog igjen ifærd med den paa samme maade og holdt saaledes ved, til rokken var aldeles smaa; men der var ingen at se.

     Over døren var opslaaet et bredt bord. Derpaa stod et deigtraug. Det kom farende ned paa gulvet og blev staaende retveien. Konen satte det op. Det kom atter ned. Jeg bad konen ikke sætte det op. Hun satte det dog op, og da blev det staaende, mens jeg var der.

     Nu gik jeg hjem og mødte der Stor-Ola og fortalte ham det hele. Han vilde endelig afsted til Skulma for at se og fik mig tilslut overtalt til at følge med. Vi blev nu vare vidne til, hvorledes der af usynlige hænder arbeides med et hespetræ og en sæk med ca. 6 kg. salt i.

     Paa konens moster var troldene især "forkatige". Hun brugte at røge tobak og bar derfor altid med sig pipe, tobak, ildstaal, flint og knusk. Disse sager røvede de ofte fra hende og kastede dem paa marken. Hun havde ogsaa store saar efter slagsmaalene med troldene, eller hvad der var for nogen. Lagde hun hø i høkurven i laden, kastede de det udaf for hende, fortaltes det.

     Forresten var husene rent ilde medfarne af spøgeriet.

     Dette siger Severin Andersen Nakken selv at kunne bevidne om saa med ed.