Jordbruket og fedriften er nu den helt overveiende av bygdens næringsgrener, og hadde saaledes en inngaaende omtale som dog hindres paa grunn av manglende kilder til detaljerte oplysninger om forholdet og driften i gamle dager. Statistiske opgaver har man i det hele svært lite av, og kun fra de senere aar. De talopgaver om husdyrhold m. m. som inneholdes i lensmennenes femaarsberetninger girt ingen sikker ledetraad.

     Som en almensats kan det sies at de betydningsfulle fremskritt som jordbruket har gjort i den senere tid, tok sin mere merkbare begynnelse i førstningen av 1890 aarene.

     Før den tid innskrenket bearbeidingen av jorden sig kun til de oftest smaa akerlapper, som for det meste i lange aarrekker uten avbrytelse anvendtes til poteter og tildels bygg.

     Rasjonel opdyrking av england ved avgrøfting og pløining var lite paaaktet - og anvendelse av kunsteng omtrent ukjennt. Derfor var ogsaa forsyningen av tidsmessige redskaper inntil den tid meget ufullstendig. I 1881 skulde der ifølge professor Helland være 1 slaamaskin i hele bygden. Anskaffelse av saavel slaamaskiner som andre redskaper blev dog ikke almindelig og tok noen fart før 10-15 aar derefter.

     Som det delvis av det efterfølgende vil forstaaes, var bygdens fedrift i den eldre tid kun drevet for hjemmeforbruket paa gaardene. Efterspørsel og avsettning av produktene - kjøtt, smør, melk, huder og skinn o. l. - var det ikke nevneverdig av*). Efterhvert som det serlig i byen, tiltok med en befolkningsdel som var henvist til aa kjøpe til sitt daglige behov av disse produkter, skaptes der muligheter for ved salg aa omsette gaardenes avkastning i penger istedetfor det tidligere naturalforbruk. De stigende behov for kontanter, som utviklingen medførte - saasom til større skatter og lønninger, mere gjeldsbyrder m. v. - gjorde det mer og mer til en nødvendighet at utbringe gaardsbruket i kontanter.

     Hvorvidt utviklingen av husdyrholdet strort set har holdt skritt med den forbedrede dyrking av jorden, kan der nokk herske delte meninger om. Der er iallfall meget som mangler baade i rettning av bedre raser av dyr og - nærbeslegtet derved ogsaa dyrenes foring og røkt. Med skam maa det, ennu naar dette skrives, sies, at sulteforingen desverre fremdeles saa langtfra er utryddet.

     Til forsøk paa en illustrasjon av forholdet saa langt som 70 aar tilbake i tiden og likeledes for 10 aar siden skal hitsættes hvorledes lensmennene dengang i sine innberetninger anskuet stillingen.

     Lensmann Berge anfører i sin femaarsberetning 1846-50:

     "Angaaende Jordbruget. Oprydning av Nyland, som her ansees at være forbunden med meget Arbeide og Møie, har kun fundet Sted i en ubetydelig Grad; thi naar undtages nogle enkelte Gaarde, i Balsfjorden og Malangen, vides kun meget faa Gaarde, hvor Agerbruget er utvidet i de sidste 5 Aar. For endel har vel dette sin Grund i de mindre goe Agerdyrkningsredskaber, som her bruges; de bestaa sædvanligen kun i Spade og Hakke. Brugen af Plaug, og denne endogsaa i en noget forbedret Tilstand, finder dog Sted overalt i Fjordene, hvor Jordmonnet ikke klægger for store Hindringer i Veien for samme. Harv bruges kun paa meget faa Steder.

     Uagtet Agerdyrkniongen efter min Mening staar paa et saare lavt Trin her i Thinglauget, spores der dog mere og mere Interesse herfor; thi det har vist sig, at det gaar an for en tarvelig Familie at leve af jordbruget alene, uden at Manden bruger Søen, det vil sige, reiser bort til de større Fiskerier i Lofoten og det egentlige Finmarken. Noget som Almuenn før har anseet for en Umulighed. Noget mere Indsigt i Jordbruget har Almuen ogsaa Aar for Aar faaet ved de fra sydligere Dele av Landet - fra begge sider av Dovrefjeld - invandrede Familier.

     Af Korn kan kun avles Byg. Af andre Sædarter dyrkes Poteter og Næper; de sidste dog i en ubetydelig Grad og inderst inde i Fjordene, nemlig Distriktets Hovedfjorde Balsfjorden og Malangen. I den nordlige Deel af Distriktet og ved Havkanten bestaar Potetesavlingen kun i Forsøg, der ligesaa ofte mislykkes som lykkes. I Fjordene antages Avlingen af Poteter tilsträkkelig til Forbruget; hvorimod Kornavlingen i det Hele kun avgiver en saare liden Deel til Almuens Behov.

     Aarsagen til Agerdyrkingens lave Standpunkt i Distriktet er fornemmelig den Omständighed, at Jordbruget i Almindelighed ansees for en Binäring,Almuens ringe Grad af Oplysning og Mangel paa Arbeidsfolk i den for Jordbrugeren travleste Tid, da de fleste Mandspersoner beskjäftige sig med Fiskeri.

     Angaaende Fædriften. Antallet af Heste, stort Qvæg, Faar, Gjeder og Sviin er neppe i nogen væsentlig Mon forøget i de sidste 5 Aar, dog spores ogsaa i denne Henseende nogen Tilvæxt, fornemmelig paa Grund av Gaardenes Udstykning, hvorved flere Familier forholdsvis holde flere Heste og Kreature. Fædriften er for Distriktet af større Betydning end Jordbruget; thi den afgiver det fornødne til Distriktets behov og ikke ubetydelig tl Salg i Byen Tromsø, en Mening jeg støtter paa den Omstændighed, at der saavidt vides ingen Tilførsel skeer av Fedevarer til Distriktet.

     For tiden tiltrænges ingen Forbedring ved Heste- og Qvægracen, det er blot ønskeligt, at Almuen lærte at behandle den godt, som haves. Paa Grund af Mangel paa tilstrækkelig Hjælp med Indhøstningen kan Almuen nemlig i Regelen ikke samle saameget Foder, som fornødiges til at føde de Kreature, som man bestemmer sig til at holde Vinteren over. Disse sultefødes da, som det kaldes, den sidste Deel af Vinteren, det vil sige man stræber at holde Liv i Kreaturene ved Hjælp af Tarre, en Slags Tang, Skav av Birk og Rognetræ, Fiskeaffald m. m., indtil de kunne ernære sig selv. Paa denne Maade lykkes det vel at fremføde de voxne Kreature, men Afkommet, som fødes i denne Tid, kan der sjelden være Tale om at benytte til Paasæt".

     I sin femaarsberetning for 1906-10 skriver lensmann Hans Dahl: "Landbrugsnæringen viser tydelige Spor af Fremgang i enkelte Dele af Distriktet. Der lægges mest Arbeide paa Tilvirkning av Smør ved de saakaldte Smørforeninger, der opnaar ret gode Priser. Men ogsaa Handelsmændene kjøper meget Smør, som de selv salter og virker i Lighed med Smørforeningerne. Tilvirkning af Gjedost har gaaet betydelig frem og er for mange Gaardbrugere en viktig Indtægtskilde. Ligesaa salg af Slagtkreature. Interessen for Svinehold synes likeledes at være i stadig Tiltagende. I den ytre Del af Balsfjord samt i Malangen gaar Melkesalget til Tromsø stadig frem.     

     Med sine forholdsvis gode Afsætnings- og klimatiske Forhold burde Distriktet have staaet langt fremme i Rækken af Amtets Landbrugsdistrikter; men naar saa ikke er Tilfældet, tilskriver jeg det den Omstændighed, at den blandede lappiske Befolkning, der sitter inde med en betydelig Del af Jorden, ingen Interesse har for Jordbruk. Sulteforing af Kreaturene er derhos en altfor almindelig Foreteelse til, at Landbruget kaster af sig som det skulde. Der er saaledes Gaardbrugere som Aar efter Aar anvender saagodtsom hele sin Fortjeneste af Fiskerierne til at kjøbe Straafor for sine Kreaturer udover Vaaren. Iaar (1911) høstes i saa Maate kostbare Erfaringer efter Fjoraarets daarlige Høeavl.

     Innkjøb af Landbrugsmaskiner har nu taget saadan Overhaand, at det nærsagt maa beklages. Der findes nu ikke mange Gaarde - likened til 2 Kjør - som ikke har sin Separator, og der er ogsaa dem som kjøber kostbare Slaamaskiner**) uden at have nævneværdig Brug for dem. Følgerne herav udebliver heller ikke, idet det allerfleste Tvangsinddrivelser inden distriktet er en Følge af disse kritikløse Indkjøb. Skylden for dette forhold maa alene tilskrives de omreisende Agenter, som er en sand Plage for Befolkningen, der simpelthen ikke slipper deres Paagaaenhed, før noget er kjøbt. Jeg ser, at Amtsagronomen har berørt dette forhold, saa det er altsaa dog ikke nogen særegen Foreteelse for dette Distrikt.

     Forbruket af Kraftfor er i nogen Stigende for den indre Del af Balsfjord. Mest lægges Vegt paa Avl af Grønfor, og de Gaarde som har let Adgang til Sjøtang har fundet, at dette er en ypperlig Gjødning til Grønforagrene. Ellers stiller Gjødningsspørsmaalet sig hindrende iveien for en fuld Udnyttelse af Jorden, idet Kunstgjødning ikke benyttes i nogen væsentlig Grad***). Turnipsavlen er gaaet tilbage, idet flere af de Gaarde som drev den har fundet at Avl av Grønfor var mere sikkert".

     Kaster man saa blikket enda lenger tilbake, helt til hvad der om forskjellige gaarders beskaffenhet er anført i endel av de eldste skyllsettningsforretninger (se Magelsens optegnelser)****), saa faar man ett billede av hvor lite jordbruksmulighetene dengang vurdertes og forstodes utnyttet. Og dog vil det, tross fremskrittene, med megen rett den dag i daqg kunne sies, at befolkningen langtfra ennu har rukket til den utnyttelse av jorden, som der fra naturens side er muligheter for i bygden.

     Fra tiden før 1890 mangler statistiske opgaver som kunde gi ett billede av fremgangen fra eldre tid m. h. t. opdyrkede jordarealer. I det hele tør det vel ogsaa sies, at de statistiske tal som efter det nevnte tidspunkt foreligger, neppe bør anvendes uten med ett visst forbehold. Antakelig er arealet i de fleste tilfeller opgitt skjønsmessi, ikke efter opmaaling. I 1891 var der til bygg anvendt 224 dekar (maal) og til poteter 555 dekar. I 1900 var de tilsvarende tal 36 og 361. Ved jordbrukstellingen i september 1907 angives anvendt til bygg 99 dekar, til poteter 687 dekar og til neper og kaalrot 11 dekar. I 1918 (det aar da "tvangsdyrkningen gjaldt) var 603 dekar anvendt til bygg, 694 til poteter og 19 til neper.

     Statistikken vedrørende husdyrholdet utviser det eiendommelige forhold, at antallet av husdyr tilsynelatende i aarenes løp ikke har tiltatt. At dette i virkeligheten kan forholde sig saa, er der neppe grunn til aa anta som sikkert, særlig i betraktning av at der i de angjeldende tidsrom er foregaat baade meget store utvidelser av jordarealet ved nydyrkning - mangesteds helt nye bruk - og for en stor del ogsaa bedre dyrkning av jorden enn før. Den saaledes innvindne langt større formengde maate efter det opgivne antal dyr betinge en førsterangs foring av besettningene i forhold til tidligere tider, hvilket dog neppe kan sies stort set aa være tilfelle. Statistikken, som kun fra 1890 og senere er serskilt for Balsfjord utviser:

     Den store nedgang i 1918, serlig i smaafeantallet var utvilsomt en fölge av at 1917 var ett rent misvekstaar baade for höi og andre vekster, saaledes at endog store mengder av höi ved statens foranstaltning maatte tilföres alle bygder hernord. Hösten 1917 blev der derfor foretatt langt större nedslaktning i besettningene enn vanlig.

     Nermest for kuriositetens skyld kan nevnes, at i lensmannens femaarsberetning avgitt i 1865 var der som gjennemsnitlig melkeutbytte pr. ku anfört 700 potter (liter) og i 1870 750. I 1880 var den öket til 900 og i 1905 endog til 1300 liter. Dette siste tal turde ligge nermere virkeligheten enn de tidligere opgivne. Den hittil helt raadende mangel paa regnskapshold paa gaardene umuliggjör enhver paalitelig opgave paa dette punkt.

     Om jordbrukets tilstand for 50-60 aar tilbake skriver sogneprest Bruun i 1867: ******) "Jordbruket burde her for Flertallet være den viktigste Næringsvej, som det er den sikreste og med forstandig Drift i Længden den mest indbringende. Her er Folk, navnlig Sørlandsfolk, der lever udelukkende af Jorden, og der er i Regelen velstaaende Folk. Naar undtages en Del Gaarde i Fjordenes Bund samt de ved Fjeldvand liggende gaarde avles Korn og Poteter over hele Prestegjeldet saagodtsom overalt. Paa de største Gaarde avles indtil 30 Tdr. Byg og 100 Tdr. Poteter, i Regelen dog meget mindre, dredje eller 4de Parten saa meget. Strandene, navnlig i Balsfjorden, ere ikke lidet frugtbare og bære, naar de ere nogenlunde dyrkede, rigeligt Græs. Der er i de senere Aar hos Adskillige vaagnet mere Sands for Jordbruget. Der anskaffes afEnkelte forbedrede Agerdyrkingsredskaber, og Enkelte have faaet Øjnene op for Nytten af en forbedret Kvægrøgt. Men i det Hele staar Jordbruget endnu paa et primitivt Standpunkt. Og det kan ikke andet være, saalænge Mændene den meste Tid af Aaret ligge paa Firskeri. I den korte Tid de ere hjemme, kan der ikke stort Andet gjøres end det nødvendigste Aannearbejde. Til at forbedre Jorden ved Afgrøfting, Gjødselformerelse, Indhegning o. s. v. levnes for de fleste ingen Tid. Men hvad der end er allerfordærveligst, er den gamøe Slendrian at sætte for stor Besætning ind i Forhold til Foderet. Følgen derav er, at Kreaturene hele Vinteren igjennem fodres knapt og bringe lidet Udbytte, ja Mange, som kunne sidde med en stor Besætning, ere i en lang Tid af Vinteren ganske uden Melk. Sidst paa Vinteren og udover Vaaren bestaar for de Flestes Vedkommende Foderet hovedsagelig i Tang og Tare. Dag efter Dag ligge de hjemmeværende Mænd og Kvinder og fiske Tare op eller skjære Tang. Have de Sild eller Smaafisk, koges disse og blandes i. Ved Siden deraf bruges Birkeris, Birke- og Rognebark og kogt Hestemøg, ofte maa ogsaa Mel bruges, og paa denne Maade fødes da Kreaturene frem paa ynkelig Vis, og saasnart Sneen er gaaet bort, og Spirer begynde at komme frem, drives de ud forat tage sig selv Føde. Nogle faa føde sin Besætning bedre. Men i de fleste Gaarde er der hver Vaar Fænød, og dermed følger hos de Uformuende Folkenød. Thi alt Arbeide gaar til at føde Kreaturene frem, og ofte maa Folkemaden (Melet) deles med dem. Her bestaar en forening mod Dyreplageri, navnlig med det Maal at modvirke Sultefodringen. Sidste Høst blev af dertil skikkede Mænd Foderbeholdningen overseet i alle Gaarde, og Advarsler givne mod at sætte ind for stor Besætning. Thi paa lang Tid har Fænøden ikke været saa stor som iaar, dels en Følge av at der i Høst ikke fiskedes Kreatur-Sild, dels og fornemmelig en Følge af en ualmindelig haard Vinter og Vaar. Naar man betænker, hvor lang Vinteren her er, kan man danne sig et Begreb om Misforholdet mellem Foder og Besætning, naar det er almindeligt, at der paa middels Gaarde fødes Hest, 8-10 Storfæ og 20-50 Smaafæ. Om de Løfter, som Mange under Trykket af Nøden i denne Vaar have gjort om for Fremtiden at holde mindre Besætning, vil blive opfylde, vil Fremtiden vise".

     I denne hr. Bruuns slutningsberkning skimter man hos den interesserte og skarpe iakttaker, som han var, en frykt for at det kanskje kunde bli bare med de gode løfter. Og alle som kjenner bygdens forhold nu efter forløpet av 50-60 aar, kan ikke være uvitende om, at der ennu hersker meget av temmelig uforfalskede efterligninger av datidens daarlige stell paa dette omraade. Om enn den vidtdrevne sulteforing nokk for endel kan sies aa være ophørt, saa er dog for manges vedkommende det økonomiske utbytte av feholdet neppe bedre nu enn i gamle dager. Anvendes der nu noe mindre av kostbar arbeidstid om vinter og vaar til aa sanke "draat", saa gaar der til gjengjeld hos mange ofte med til forkjøp mere av penger enn baade fiske og jordbruk kaster av sig.

     Tross dette ikke lyse billede av tilstanden er dog fremskrittene for jordbruket og serligt fedriften saa betydelige, at det uten tvil fortjener aa betegnes som bygdens fornemste og sikreste næringsvei.

     Men for vor bygd som for de fleste av bygdene innen fylket legger de uutviklede avsettningsforhold for produktene hindringer for landbrukets lønnsomhet. Serlig melkeproduksjonen har av den grunn kunnet kaste forlite av sig. Salget av melk har i nevneverdig mon kun foregaat fra fjordens yttre del til Tromsø. Gjeitehold med ystning har vesentlig kun i endel strøk av bygdens indre del serlig betydning. Under disse forhold opstod allerede for adskillig aar siden for alvor tanken om meieri for nyttiggjørelse av melken.

     I 1890 aarene gikk der over store deler av landet en sterk bevegelse for oprettelse av meierier, og denne bevegelse uteblei heller ikke i Balsfjord. Sogneprest Magelssen og dr. Selmer var de som først bragte saken frem. Det kom saalangt, at det blei besluttet aa opføre meieri, vedtekter for aadant forfattet og tomt bestemt. Herredstyret vedtok kommunegaranti for kr. 5 000.00 som laan av ett eller annet offentlig fond. Men da planen skulde realiseres og meieri opføres fallt motet hos folk. Landbruksforeningens daværende formann dr. Selmer fikk sammenkallt ett møte, hvor ogsaa Magelssen og lensmann Wennberg var tilstede i den hensikt muligens aa redde saken. Resultatet blei dog, at den i overvær av baade doktor, prest og lensmann begravdes - for en tid. Den levet dog i enkeltes sinn, og tid om annen var meierispørsmaalet paa tale. I 1913 kom en grosserer fra Kristiania og tilbød sig aa leie meieri, hvis saadant kunde oprettes. Det lyktes dog ikke aa faa den fornødne tilslutning blant bøndene - og da verdenskrigen i 1914 brøt ut, gjorde dens følgesvenn dyrtiden det umulig aa komme videre med saken. Behovet fremtvang dog igangsettelsen av ett lite ysteri paa Storsteinnes, som dreves av den førnevnte grosserer i 5 aar. Denne innretning var dog meget primitiv og utilfredstillende for baade grosserer og de omboende bønder og blei derfor nedlagt i 1920.

     I løpet av 1923 kom det ny fart i meierisaken, og denne vannt nu frem til virkeliggjørelse. Med tilslutning for melkeleverance fra hele den indre del av bygden besluttedes opført ett større andelsmeieri paa Storsteinnes. Opførelsen av bygningen er foregaat i 1924. Anlegget vil koste ca. kr. 140 000.00. Herredstyret har vedtatt kommunegaranti for den største del av kapitalen, der er tilveiebragt ved laan.

-----------------