Det er klart at bygdens innvaanere i den ældre tid, baade før og efter at historiske optegnelser har kunnet gjøres, har levet sitt liv unner saa tarvelige og innskrenkede forhold, at et saadant levesett vilde ha forekommet en stor del av den nuværende befolkning som en utaalelig tilværelse. Ingen kan være uopmerksom paa, at ogsaa i vore dager er tilværelsen og utkommet alt annet enn rummelig og godt for mange iblant oss. Stort set tør det dog likevel sies, at en økonimisk krise eller andre opstaaende vanskeligheter ikke nu for tiden i den grad som før vil virke tyngende paa den hele befolkning. Evnen baade til utkomme unner tidens trykk, er jevnere fordelt enn tilfellet var i de svundne tider. Ett lite tilbakeblikk paa disse ogsaa i denne henseende tør være paa sin plas i en historisk oversikt over bygdens liv.

     Noe spesielt om forholdene her i de for hele vort land historisk bekjennte nødsaar 1808-1814 har det ikke lyktes aa faa rede paa. Nedskriveren herav erindrer godt mine besteforeldres fortellinger om nøden, om barkebrødet som benyttedes her som ellers i landet. Matkornet maatte jo hentes med jegtene fra Bergen, da her var kun de værste misvekstaar - og potetene var dengang en omtrent ukjennt plante.

     I det lange tidsrum, da firskeriene utgjorde den allervesentligste næringsvei for saagodtsom alle, var det en selvfølge, at ett eller flere feilslagne fiskerier maatte skape store vanskeligheter for folks daglige utkomme. Foran o boken er kortelig nevnt de ekstraordinære foranstaltninger som kommunestyret i 1854 fant aa maatte iverksette til avhjelpelse av trang. Ogsaa i 1858 slo fisket feil, uten at dog noe ekstraordinært foretokes i den anledning.

     Det aar som baade i historiske optegnelser og i eldre folks erindring staar som et virkelig nødsaar var uaaret 1867 og den efterfølgende vinter. Vaaren nevnte aar kom sent og sommeren var kold og regnfull. Kornavlingen, som dengang spillet en langt større rolle utover bygden enn nutildags, mislyktes fullstendig, og poteteshøsten var for intet aa regne. Kun de færreste tok op litt smaapoteter som knapt duet til sæd. Ogsaa høihøsten ga ett daarlig utbytte - for endel paa grunn av at slaatten først kunde foregaa langt senere enn sedvanlig og tillike ødela regn og uvbær meget. Baade lofot- og finmarksfisket hadde vært daarlige og sildfisket om høsten slo feilø. Uaaret for landbruket var ikke lokalt, men strakte sig over hele Tromsø stift og likeledes over Nordsverige. Prisene paa befolkningens største nødvendighetsvare - mel - gikk sterkt op. Om dette var en følge av ytre handelsforhold eller det kunde være en desverre ikke ukjennt foreteelse ogsaa fra nyere tid, frembragt ved lokal manøvre fra handelsstanden, skal her være usagt. Tilførslene utenfra var ikke saa sikre og lette som i vore dager. Den lokale dampskibsfart innen amtet var dengang i sin første begynnelse med kun ett skib - gamle "Tromsø" - og Balsfjord var ikke gjort delaktig i dets fart. Kystrutene var høist ufullkomne og i vintertiden med skib kun hverannen uke. Telegraf var enda ikke lagt saa langt nord. Tromsø fikk telegrafstasjon i 1869.

     Utestengt fra større samferdsel som vor bygd var hadde befolkningen kun sig selv aa stole paa. Herredsstyret tok sig da ogsaa av tilstanden med ulastelig raskhet og initiativ. I møte 30. oktober 1867 forelaa en forestilling fra amtmannen om aa treffe foranstaltning mot den trang som efter all sannsynlighet vilde opstaa. Der blei da besluttet laant av statskassen 500 spd. og overlotes det til fattigkommisionen aa ordne med saken.

     Imidlertid viste det sig nokk snart at dette ikke strakk til. Befolkningens kjøpeevne stod ikke i forhold til behovet for de viktigste matvarer, og selv de litt bedre stillede maatte faa disse paa kredit. Der maatte skaffes mer av laanemidler til innkjøp av mel m. m. I møte 9. desember besluttet herredsstyret aa opta laan paa 3000 spd. av Bygdemagasinfondet, samtidig som formannskapet bemyndigedes til i fornødent fall yderligere aa opta laan til nødens avhjelpelse. Som ett bevis paa de raadende forhold dengang kan ogsaa nevnes, at i samme møte besluttedes gjort "Forestilling til Proprietær Moursund om Nedsættelse for ialfald indeværende Vinter af Tiende paa Ved og Tøndebaand. Saa liten Pris som det iaar er paa disse Produkter og saa stor som Nøden er blandt Folket, er 36 SK. pr. Favn Ved og 3 Sk. pr. Bundt av Tøndeband en trykkende Tiende". Hvilket resultat dette førte til kjennes ikke.

     I Sørfjord i Malangen foregikk utpaa vinteren ett godt smaasildfiske. Formannskapet besluttet i møte 3. februar at der i Balsfjord skulde skaffes en otringsfarm smaasild for aa utdeles som laan. Man forstaar at folk nokk led virkelig nød, naar forholdene laa slik an.

     I samme møte reistes spørsmaal om en ekstraordinær sammenkallelse av amtsformannskapet i anl. spørsmaalet om snskaffelse av sæd til vaaren, idet formannskapet ansaa saadan anskaffelse utvilsomt nødvendig.

     De som laante av kommunen, d. v. s. fikk matvarer paa kredit, skulde til sikkerhet stille pant eller kausjon. Der skulde svares 6 2/3 rente og gjelden betales innen olsok 1868. Forholdene medførte dog at kommunen ikke saa rett snart fikk avviklet denne avfære. De trengende laantakere uteblei i stor utstrekkning med sine innbetalinger og kommunekassen maatte ved utligning settes istand til aa svare "laanekassen"s forpliktelser. Saaledes blei der i 1873 ført til endelig utgift 115 spd. som var anvendt til renter og avdrag paa laanekassens gjell. Samtidig søktes om 5 aars henstand med betaling av endel av denne. Saadan henstand blei ved kgl. resl. 2?/1 1874 tilstaat, saaledes at avdrag aarlig betales med 207 sp. 4 sk. samt renter. Muligens blei endel av dette gjellsbeløp dekket av de oprinnelige skyldnere; men ennda efter 10 aars forløp var der i 1878 utestaaende beløp, som da besluttedes innkrevet ved saksøkning. Avdragene paa laanekassens gjell stod i mange aar som en fast post paa kommunebudsjettet, inntil den var avviklet*).

     Sogneprest Bruun har skrevet om dette: "Aarene 1861-66 var særdeles gode aar baade til Søs og Lands, 1867 derimod i begge Henseender et Uaar. Efter en skarp og snefuld Vinter fulgte en stræng Vaar, der aldrig syntes skulde afløses af Sommer. Den 23de Juni kjørte jeg i Slæde over Ejdet, idet der kun ved Stranden var noget bart. Paa vestre side av Malangen laa Sneen endnu ganske ligetil Fjæren. Paa Vejen fra Præstegaarden til Kirken var da netop den siste Sne gaaet bort, men der laa end Sne i Grøfterne. Ved den tid sattes paa Præstegaarden de første Poteter. Da jeg en Uge ut i Juli rejste til Tromsø, holdt man paa at sætte Poteter paa Kalsletlandet. Paa Tromsøen laa store Snefonner lige ved Byen. Gamle Folk kunde minnes, at Sneen i 1807 laa omtrent lige lenge; men dengang kom sommeren god, da den kom. Det var ikke Tilfældet i 1867; hele Juli var kold og regnfuld. Ved Olsok saa det derfor misligt ud med Græsveksten, hvilket saa meget mere maatte være Tilfældet, som man forat holde Liv i Kreaturene maatte lade den gaa paa Jordene langt udi Juli. Men med August indtraadte Forandring, og en 14 Dages dejligt Sommerveir drev Græsset frem i ganske mærkbar Grad, saa Fodermængden blev som i et godt Middelsaar. Men efter de 14 Dage blev veiret atter regnfuldt og kaldt saa at en usædvanlig stærk Sydvest Storm den 20de September endnu gjorde betydelig Skade paa Hø, som stod i Hesjer. Korn blev der slet ikke, af Poteter fik man sommesteder Udsæden igjen, men den var smaa. Størsteparten som Multebær og næsten ikke spiselig (dog blev den tjenlig til Sæd), andre Steder tog man den ikke op. Da Fiskerierne ogsaa vare mislykkede, og Vinteren begyndte tidlig og skarp, saa det saare misligt ud med Føde, og det var en velkommen Hjølp, at der bødes Kommunen Laan af offentlige midler. Her indkjøptes Mel for over 3000 Spd., og Sæd den følgende Vaar for 800 Spd. Vaaren 1868 kom usædvanlig tidlig og mild. Den 13de Maj satte jeg poteter i Haven.

     Fra Sommeren 1869 faldt Sildefiskeriet usædvanlig rigt. Udover Høsten og Vinteren fiskedes en Mængde med stor og fed Sild og det paa saa mange steder, saa Enhver kunde have rigelig Adgang til at deltage deri, ja end til Slutningen av Vinteren og udover Vaaren fiskedes her og der Sild, saa Folk kunde ikke mindes et saadant Sildefiske. Men i Aursfjord, hvor Silden saa godt som aarvist plejer at gaa ind, fiskedes intet. Dette Soldefiske efterfulgtes af at usædvanlig godt Lofotfiske og Finmarksfiske, og derved blev paa det Nærmeste det Stød Kommunen fik ved Uaaret 1867 forsvundet".

----------------