Om den formentlig eldste bosettelse i Balsfjord skriver sogneprest Bruun: "P. A. Munck fortæller i "Det norske Folks Historie 4de Del 1ste Bind Pag. 51 f., at Bjarmer, der flyktede for de i Rusland herjende Mongoler, af Kong Haakon Haakonsøn omtrent ved Aar 1240 fik Malangen-Fjord at bebo. De bleve af Haakon kristnede, og Munck antager, at det ligesaavel var af Hensyn til disse Bjarmer som til de i Balsfjorden og Sundene deromkring boende Finner, at Haakon lod opføre en Kirke paa Tromsø.

     Da Malangen-Fjord dannede Grænsen mellem Haalogaland og Finmarken, og det var i denne sidste Landsdel, at Bjarmene fik nedsætte sig, var de altsaa henviste til den østlige Side af Fjorden og sammes Bund. Men da ikke ret Mange der kunde faa Plads, er det vel rimeligt, at de, dersom en Flytning "i Masse" har fundet Sted, have nedsat sig ogsaa længere nordover i det Indre af Fjordene, hvor ellers kun de omvankende Finner (eller Lapper) færdedes. Sandsynligvis have da Søfinnerne, der efter Munck allerede ved den Tid havde nedsat sig ved Balsfjorden, Ulsfjorden og Lyngen, boet længere ude i Fjordene, hvor Adgangen til at øve Søbedrift har været lettere. Ligesaa har vel Nordmændene, der efter samme Forfatter ved denne Tid begyndte at flytte til disse Egne, av samme Grund nedsat sig ude i Fjordene, maaske udenfor Søfinnerne. Det er ikke usandsynligt, at Søfinnerne i gamle dage ligesom nu fornemmelig have havt sine Bopæle omtrent midt inne i Balsfjorden. Hvor der er blevet av hine Bjarmer og deres Efterkommere, om de, efterat der atter var blevet fredeligt i Rusland, ere flyttede tilbage til deres Hjemsted, eller om de Fleste af dem ere uddøde ved den sorte Død og de Tiloverblevne ere flyttede nærmere Havet og have blandet sig med Nordmænd eller Finner, er ikke godt at sige. Men saa meget er vist, at det Indre av Malangen og Balsfjorden saa langt ned i Tiden som endnu blandt Folket levende Segn naa, har været ubeboet og bevokset med Skov og kun været en Tumleplads for de flyttende Fjeldfinner".

     Som ettslags supplement til ovenstaaende skal her nevnes, at uaktet det nokk kan anses fullt rimelig aa anta, at fjordens innerste del i den ældgamle tid var helt ubebodd, kan der dog nevnes enkelte beviser for, at der meget langt tilbake i tiden har vanket folk, om enn kanskje uten fast bopæl, og sannsynligvis andre enn de omflyttende lapper.

     Det er en bekjennt sak, at allt vesentlig av oldsaksfunn hernord er gjort i de ytre strøk, fornemmelig ute paa æyene. Oldgranskere, saasom avdøde O. Nicolaissen ved Tromsø museum, har derfor heldet til den anskuelse, at der intet vilde være aa finne inne i fjordene av levninger fra den graa oldtid, og derfor heller ikke anstillet undersøkelser derom. Likevel er der forekommet jordfunn av steinredskaper av visstnokk betydelig alder. Under nærværende forfatters opvekst blev der saaledes paa Skjevelnes under pløining av en potetaaker funnet en kile eller kanskje en øks av en graagrøn steinart. Gjenstannen blev desverre ikke tatt saaledes vare paa, at den kom til museets samling, men tilslut blev bortkastet. Desuten blev der paa samme sted funnet en liten flintesten som muligens hadde vært ett redskap, men som i ukyndighet likeledes kastedes bort. En ganske lignende steinkile (øks?) som ovennevnte er funnet paa Berg i Tromssund og er aa se i museets oldsakssamling. Paa Nyhus (Sandøyra) fantes dor 4-5 aar siden, likeles under pløining, en ovalrund stein med en rundt gaaende innhulning. Paa museet, hvortil funnet blev avlevert, ansloes steinens alder til 2400 aar.

     Disse funn kan dog i alder neppe maale sig med de helleristninger som en svensk videnskapsmann for noen aar siden opdaget like ved prestegaarden. Ovenfor gaardens huser er en berghammer som fra gammel tid av er kallt "bukkhammeren", fordi der var avtegnet en dyreskikkelse - angivelig en bukk. Paa de flate berg paa indre side av Graabergselven er der flere helleristninger, visstnokk især dyrefigurer. Til Museet i Tromsø er bragt en stein med endel figurer. Den svenske videnskapsmann skal ha anslaat helleristingenes alder til ca. 4000 aar.

     Hvilket folkeferd var det som dengang vanket der og efterlot sig disse tegn og minner? Det spørsmaal blir nokk for alle tider staaende ubesvart.

     Det er meget sannsynlig, at omhyggelige undersøkelser kunde ha bragt for dagens lys flere funn fra tider, om hvilke kunnskap haes og ikke med visshet kan faaes.